Jeg har været desperat - på randen af sammenbrud. Lægerne sagde, de ikke kunne hjælpe mig. "Du må lære at leve med det", fik jeg at vide. Det var kroniske polypper i næsen og bihulerne, der var tale om. Danmarks værste tilfælde nogensinde iflg. overlægen på Hillerød. Og astma. Jeg kunne dårligt nok løbe 400 meter uden at føle at jeg kom døden gispende nær.
Polypper i næsen fås i flere varianter og styrker. Mit tilfælde var enestående. Jeg var kronisk stoppet som ved den værste forkølelse. Jeg kunne ikke synke maden uden at sidde med åben mund, og så hvæsede det i næsen som var den stoppet til med tapetklister. Jeg fyldte mig med næsespray og havde min daglige gang til apoteket. Og fik næseblod. Og blev opereret igen og igen. Kom hjem fra øre-næse-hals-lægen med blodige vatrondeller i snuden. En til to dages bedring og så var jeg tilbage til udgangspunktet. Total stoppet. Jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne ikke sove: lå flere timer og vendte og drejede mig, tør i svælget. Overtræt. Overkørt. Sov et par timer. Vågnede med sandpapir i halsen. Drak vand. Sov nogle minutter. Vågnede igen. Næsespray igen. Blodtud igen. Vågner ved at vækkeuret ringer halv syv. Har sovet måske et par timer sammenlagt. Dingler forkommen ud i bruseren og prøver at starte en ny dag ...
Dette var min virkelighed igennem mere end 10 år. Der kom et tidspunkt, hvor jeg følte, jeg måtte trodse lægerne. Trodse dommen over mig: at jeg "måtte lære at leve med det". Hvordan kunne jeg acceptere at være så syg så tidligt i mit liv? Hvordan ville resten af livet så blive? Var det hele ved at være spildt? Vendepunktet kom, da en overlæge sagde, at "vi kan jo bare skære det hele ud" - underforstået alle slimhinder og alt væv i hovedet. Det havde jeg altså ikke særlig meget lyst til og jeg blev ved med at sige til mig selv, at der måtte være en anden løsning. Det var der også.
Gå til Lachion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar