torsdag den 1. december 2011

Mindre sygdom world wide


Visionen
Meningen med Lachion er at gøre det muligt at dele værdifuld viden omkring sundhed og behandling. Inden for enhver sygdom findes der såkaldt ”spontan helbredelse”, og forskere anerkender placebovirkning på op til 80 procent! Tænk hvis vi kunne opsamle og systematisere al den viden og gøre den tilgængelig for alle i verden? Det er præcis dét, som er vores overordnede vision.

Systematik
Nøgleordet for at virkeliggøre denne vision er systematik. Der findes et utal af diagnoser og lidelser og sågar lidelser, der endnu ikke har et navn. Og der findes næsten uendeligt mange behandlingsformer inden for både den traditionelle og alternative behandlingstradition. Så det kræver en nøje planlagt struktur og datadisciplin at få informationerne rubriceret og kategoriseret rigtigt. Det er præcis dét, vi gør med den unikke databasestruktur og kodning af vores site.

Usability
Den næste udfordring er, at få det hele til at se let ud set med brugerens øjne. Ofte har man ikke det store overskud, når man i forvejen lider af en eller anden sygdom. Så at navigere rundt på et site, proppet med utilgængelig information og med endeløse indtastninger er ikke lige det, man drømmer om, når man egentlig bare er på jagt efter hjælp. Præcis derfor ser vores site meget simpelt ud, selvom det bagvedliggende er uhyre komplekst.

Hjælp andre og dig selv
Og præcis derfor er nemt at dele sine erfaringer og få kontakt til andre brugere med lignende oplevelser, som man måske kan få hjælp af eller selv hjælpe. Der ligger stor værdi i at hjælpe andre uanset, om man er blevet rask eller stadig er på jagt efter nålen i høstakken. Og er man så heldig at have fundet de vise sten, så vil man ofte være så taknemmelig, at man vil gå en hel del ekstra mil for at hjælpe sine medmennesker og spare dem for de samme lidelser, man selv har gennemgået.

Målet
Alle har en mening om den behandling, de prøver. Mange der lider af en kronisk sygdom prøver utallige behandlinger, og i sagens natur er det ikke alle forsøg, der ender lige positivt. Med andre ord: vi sidder alle med en lille puslebrik der tilsammen vil få os til at se det store billede. Målet er simpelthen at få disse erfaringer opsamlet og systematiseret.  Jo flere, desto bedre. Derfor er enhver beretning, der indtastes på vores site, ligesom en mursten, der er med til at bygge et prægtigt palads af viden. Uafhængigt, åbent, anonymt og frem for alt gratis for alle!