Der tales meget om vores sundhedssystem, velfærd og nedskæringer. Nu skal så og så mange tusinde jobs nedlægges, plejepersonale skal afskediges og hele enheder og afdelinger lukkes. Samtidig hører vi om fejlbehandlinger, utilfredshed med "systemet" og politikere der ikke har forstand på dét, de beslutter omkring.
En træt sygehusdirektør toner frem i prime time og skal forklare, hvornår hans sygehus når smertegrænsen og ikke længere kan levere den kvalitet, borgerne har krav på. Et studie fra samme hospital viser, at sundhedspersonalet snart er så presset, at det kan koste menneskeliv.
Nogen vil hævde at der skal flere ressourcer til. Det vil sikkert også kunne løse en lille del af problemet. Men spørgsmålet er, om vi stiller de rigtige spørgsmål? Noget kunne tyde på, at det ikke er vores læger eller sygeplejersker der ikke er gode nok, men at det måske snarere er selve "systemet" der er skruet forkert sammen. Et tysk forsøg med migrænepatienter gav en besparelse i det tyske sundhedssystem på over 30 procent ved at man simpelthen greb tingene anderledes an, på end den traditionelle facon.
I stedet for at sende patienten til specialist efter specialist, der så skulle starte forfra med sygehistorie, undersøgelser, symptombeskrivelser osv. - havde man nedsat en tværfunktionel gruppe af læger og behandlere som fra starten kunne arbejde sammen om patientgruppen. Det sparede "systemet" for en masse ukoordineret dobbeltarbejde og spildtid. Samtidig kom patienterne hurtigere i den rette behandling og blev hurtigere hjulpet.
Så ikke nok med at man sparede en trediedel af omkostningerne, nej man fik oven i købet et bedre produkt og mere tilfredse kunder. Der er sikkert mange læger, der har mod på og lyst til at afprøve nye måder at arbejde og arbejde sammen på. Spørgsmålet er, om "systemet" vil give dem lov?
Gå til Lachion.
torsdag den 29. april 2010
fredag den 23. april 2010
Hvem har ansvaret for sygdommen - og for at blive rask?
Sygdom er hver mands herre, sagde man tidligere. Alle bliver vi syge en gang imellem; nogle selvfølgelig mere eller hyppigere end andre og ofte mere og mere i takt med at vi bliver ældre. Der tales meget om patienters empowerment og Health 2.0. Med førstnævnte menes den enkelte patients mulighed for at blive mere aktiv og ansvarlig igennem viden og indsigt i sin egen sygdom. Med sidstnævnte, Health 2.0, menes det fænomen, at patienter starter en empowerment proces igennem fx sundheds-communities, der er i stand til at opsamle og systematisere data og erfaringer. På den facon opbygger de sammen ny viden og indsigt.
I det traditionelle læge-patient forhold er lægen aktiv og patienten passiv. Lægen spørger - patienten svarer. Ud fra denne traditionelle Q&A-metode, stiller lægen en diagnose og ordinerer en behandling. Jo mere Q&A processen følger lægens egen erfarings- og vidensgrundlag, desto lettere og hurtigere bliver det at stille en diagnose. Men desto større er risikoen også for fejl i såvel diagnose som i behandling.
Jo bedre patienten er til at forklare og formulere sig, og jo mere viden patienten har om egen tilstand, desto mere ligeværdige bliver patient og læge, men desto mere besværligt kan det også blive for lægen. Det kan det, fordi patienter så kan udfordre lægen på både viden og erfaringer og indgå som en mere jævnbyrdig part i relationen, hvilket ofte vil skabe en mindre kontrollabel situation med mindre forudsigelighed til følge.
Det er menneskeligt at fejle og der forekommer masser af fejl hver dag i behandlingssystemet. Det findes der utallige rapporter omkring, og der sættes mange midler af til kvalitetsforbedring, systemer, kontrol osv. Ikke desto mindre kan man argumentere for, at et af de væsentligste steder at sætte ind med kvalitetsforbedring er i den relation der forekommer mellem patient og behandler. Jo mere "skæv" relationen er - desto større er risikoen for at output af denne relation vil blive skæv.
En empowered patient, der tager ansvar for sin egen sygdom og sætter sig godt ind i alle relevante forhold omkring den, vil have større chance for at indgå i en jævnbyrdig relation med sin behandler og vil til syvende og sidst også kunne træffe de rigtige valg i forhold til sin egen situation. Når alt kommer til alt, er det patienten der blev syg, og det må så også være patientens ansvar at blive rask igen.
Gå til Lachion.
I det traditionelle læge-patient forhold er lægen aktiv og patienten passiv. Lægen spørger - patienten svarer. Ud fra denne traditionelle Q&A-metode, stiller lægen en diagnose og ordinerer en behandling. Jo mere Q&A processen følger lægens egen erfarings- og vidensgrundlag, desto lettere og hurtigere bliver det at stille en diagnose. Men desto større er risikoen også for fejl i såvel diagnose som i behandling.
Jo bedre patienten er til at forklare og formulere sig, og jo mere viden patienten har om egen tilstand, desto mere ligeværdige bliver patient og læge, men desto mere besværligt kan det også blive for lægen. Det kan det, fordi patienter så kan udfordre lægen på både viden og erfaringer og indgå som en mere jævnbyrdig part i relationen, hvilket ofte vil skabe en mindre kontrollabel situation med mindre forudsigelighed til følge.
Det er menneskeligt at fejle og der forekommer masser af fejl hver dag i behandlingssystemet. Det findes der utallige rapporter omkring, og der sættes mange midler af til kvalitetsforbedring, systemer, kontrol osv. Ikke desto mindre kan man argumentere for, at et af de væsentligste steder at sætte ind med kvalitetsforbedring er i den relation der forekommer mellem patient og behandler. Jo mere "skæv" relationen er - desto større er risikoen for at output af denne relation vil blive skæv.
En empowered patient, der tager ansvar for sin egen sygdom og sætter sig godt ind i alle relevante forhold omkring den, vil have større chance for at indgå i en jævnbyrdig relation med sin behandler og vil til syvende og sidst også kunne træffe de rigtige valg i forhold til sin egen situation. Når alt kommer til alt, er det patienten der blev syg, og det må så også være patientens ansvar at blive rask igen.
Gå til Lachion.
mandag den 12. april 2010
13 års ørkenvandring i sundhedssystemet
Jeg har været desperat - på randen af sammenbrud. Lægerne sagde, de ikke kunne hjælpe mig. "Du må lære at leve med det", fik jeg at vide. Det var kroniske polypper i næsen og bihulerne, der var tale om. Danmarks værste tilfælde nogensinde iflg. overlægen på Hillerød. Og astma. Jeg kunne dårligt nok løbe 400 meter uden at føle at jeg kom døden gispende nær.
Polypper i næsen fås i flere varianter og styrker. Mit tilfælde var enestående. Jeg var kronisk stoppet som ved den værste forkølelse. Jeg kunne ikke synke maden uden at sidde med åben mund, og så hvæsede det i næsen som var den stoppet til med tapetklister. Jeg fyldte mig med næsespray og havde min daglige gang til apoteket. Og fik næseblod. Og blev opereret igen og igen. Kom hjem fra øre-næse-hals-lægen med blodige vatrondeller i snuden. En til to dages bedring og så var jeg tilbage til udgangspunktet. Total stoppet. Jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne ikke sove: lå flere timer og vendte og drejede mig, tør i svælget. Overtræt. Overkørt. Sov et par timer. Vågnede med sandpapir i halsen. Drak vand. Sov nogle minutter. Vågnede igen. Næsespray igen. Blodtud igen. Vågner ved at vækkeuret ringer halv syv. Har sovet måske et par timer sammenlagt. Dingler forkommen ud i bruseren og prøver at starte en ny dag ...
Dette var min virkelighed igennem mere end 10 år. Der kom et tidspunkt, hvor jeg følte, jeg måtte trodse lægerne. Trodse dommen over mig: at jeg "måtte lære at leve med det". Hvordan kunne jeg acceptere at være så syg så tidligt i mit liv? Hvordan ville resten af livet så blive? Var det hele ved at være spildt? Vendepunktet kom, da en overlæge sagde, at "vi kan jo bare skære det hele ud" - underforstået alle slimhinder og alt væv i hovedet. Det havde jeg altså ikke særlig meget lyst til og jeg blev ved med at sige til mig selv, at der måtte være en anden løsning. Det var der også.
Gå til Lachion.
Polypper i næsen fås i flere varianter og styrker. Mit tilfælde var enestående. Jeg var kronisk stoppet som ved den værste forkølelse. Jeg kunne ikke synke maden uden at sidde med åben mund, og så hvæsede det i næsen som var den stoppet til med tapetklister. Jeg fyldte mig med næsespray og havde min daglige gang til apoteket. Og fik næseblod. Og blev opereret igen og igen. Kom hjem fra øre-næse-hals-lægen med blodige vatrondeller i snuden. En til to dages bedring og så var jeg tilbage til udgangspunktet. Total stoppet. Jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne ikke sove: lå flere timer og vendte og drejede mig, tør i svælget. Overtræt. Overkørt. Sov et par timer. Vågnede med sandpapir i halsen. Drak vand. Sov nogle minutter. Vågnede igen. Næsespray igen. Blodtud igen. Vågner ved at vækkeuret ringer halv syv. Har sovet måske et par timer sammenlagt. Dingler forkommen ud i bruseren og prøver at starte en ny dag ...
Dette var min virkelighed igennem mere end 10 år. Der kom et tidspunkt, hvor jeg følte, jeg måtte trodse lægerne. Trodse dommen over mig: at jeg "måtte lære at leve med det". Hvordan kunne jeg acceptere at være så syg så tidligt i mit liv? Hvordan ville resten af livet så blive? Var det hele ved at være spildt? Vendepunktet kom, da en overlæge sagde, at "vi kan jo bare skære det hele ud" - underforstået alle slimhinder og alt væv i hovedet. Det havde jeg altså ikke særlig meget lyst til og jeg blev ved med at sige til mig selv, at der måtte være en anden løsning. Det var der også.
Gå til Lachion.
Abonner på:
Opslag (Atom)