Griseri

For nylig så jeg filmen "Food Inc." og var efterfølgende bogstaveligt talt ved at få maden galt i halsen. Jeg tænkte,  som man altid gør, når man ser noget fra "Over there" at SÅ slemt kan det vel heller ikke være fat herhjemme i lille beskyttede Danmark.

Mindre end et par dage senere, var der - igen - en udsendelse om kødskandaler i Danmark. Forkert mærkning, ommærkning, snyd med oprindelsesland, gammelt kød, hvor man skraber det rådne væk og hakker resten i pølser, der sælges som friske varer ...

Læg dertil, at almindelige grise i Danmark starter livet med at få kuperet (klippet) halen af uden bedøvelse, hvorefter de bliver proppet med vækstfoder og penicillin som danner resistens mod farlige sygdomme. Mange af grisene når at dø pga. elendige staldforhold inden de ender deres dage på slagteriets samlebånd. Inden kødet når butikken er det sikkert pumpet op med vand og salt, så man kan tjene lidt mere på det.

Så var det at jeg tog en drastisk beslutning: Slut med svineriet. Jeg køber ikke længere kød, som jeg ikke er sikker på kommer fra ordnede forhold. At vores standard omkring fødevarer er så lav, at det bare handler om IKKE AT BLIVE SYG, synes jeg ikke er godt nok.

Vi er hvad vi spiser, og hvad og hvordan vi spiser skaber vores fysik og vores liv. Mad, altså god, sund, vel tilberedt mad af gode råvarer, er givetvis med til at forebygge sygdomme. Så egentlig burde efterspørgslen være enorm på ordentlige fødevarer. Salget af økologi stiger da heldigvis også fortsat.

Så mon ikke der er i virkeligheden er flere end mig, der er ved at være rigtigt træt af mad-svineriet?

De glemte patienter

I Allerød og Hillerød skændes borgmestrene om, hvor det nye storsygehus skal ligge og beskylder hinanden for kommunal egoisme. I Århus brænder Regionen over en kvart milliard af på et fejlslagent byggeri ved Skejby, og i Vestjylland er processen om et storsygehus gået helt grassat. Hvad er det lige der sker, tænker man. Er det Murphys lov der hersker? Og hvor er kunderne (=patienterne) henne i dette politiske spil?

Hvis ovennævnte bare var tilfældige enkeltsager, kunne man måske tage det hele lidt mere roligt. Men hvis man derimod ser det hele i et lidt større perspektiv og kigger på fejlslagne projekter omkring elektroniske patientjournaler, vikarbureauer, der scorer kassen, læger der tjener dobbeltløn ved at arbejde sideløbende på privatklinikker - ja så fristes man til tro, at der i den grad mangler ledelseskraft og overblik.

Det mest frustrerende er i og for sig ikke, at der sker en fejl i ny og næ. Det gør der så mange andre steder også. Det er i og for sig heller ikke, at man tydeligt kan se et mønster, der øjensynligt får lov at fortsætte i det uendelige. Nej - det allermest frustrerende er, at der stadig er rigtigt mange politiske beslutningstagere, der hårdnakket hævder, at det hele kun er et spørgsmål om ressourcer. Bare man tilfører flere ressourcer, så slipper man for at fyre personale. Bare man får flere penge, så kan man øge kvaliteten i behandlingen osv.

Hvilken illusion! Det svarer til at hælde mere benzin på en bil, der kører dårligt, fordi håndbremsen er trukket og der ikke er olie på motoren. Hvornår begynder nogen at interessere sig for sagens kerne: systemet, strukturen, processerne - og alt det andet grundlæggende for at få mere ud af ressourcerne til gavn for dem det hele handler om: De glemte patienter.

Skriv din egen historie på Lachion