Jeg læste for nylig en artikel om
stress udløste sygdomme. Hovedtesen var vist noget i retning af, at emotionelt
meget voldsomme oplevelser kan udløse en reaktion i kroppen, der bedst af alt
kan betegnes som sygdom. Det fik mig til at tænke på, at vores immunforsvar jo
bevisligt er meget påvirkeligt af stress.
Kroppen som fæstning
Jeg fik et billede af, at kroppen er ligesom en fæstning. En intakt,
velfungerende og harmonisk krop (med en ditto sjæl) fungerer billedligt ligesom
en fæstning: alle mure er tykke og kan modstå selv svære angreb. Voldgraven
holde uønskede elementer borte. Bemandingen af bevæbnede soldater forsvarer
alle angreb med bue og pil og ved at hælde kogende tjære i hovedet på evt.
angribere.
Vi kan i den vestlige verden godt lide at anskue kroppen som en slags
maskine. Det er et billede, vi nemt forstår og som indeholder en masse
forklarende metaforer. Men hvis vi nu i stedet bruger billedet af en
fæstning, så kan vi også hurtigt forstå, at en krop, der ikke holdes ved lige
eller som belastes af et tungt eller nedtrykt sind, nemmere vil kunne indtages
af angribende fjender.
Nedbrud
Og hvad kan så nedbryde vores krop? Vi ved, at fx stress kan reducere vores
immunforsvar. Læg mærke til ordet "forsvar". Det skal forsvare os i
en farlig verden fuld af fjender. Og hvad er stress? Det er vel en belastning
der rækker ud over kroppen og sjælens formåen. Enhver organisme har en vis
formåen. Et træs grene kan svaje, så de undgår at brække i stormen. Men bliver
stormen for stærk, knækker grenen eller hele træet.
Overbelastning
Som moderne mennesker elsker vi udfordringer. Og som mennesker har vi også
evnen til at elske og dermed desværre også risikoen for at miste. Dette er
bagsiden af medaljen. Mister vi nogen eller noget, vi virkelig elsker eller
udsætter vi os for udfordringer, der er for store eller for belastende, nedbryder
vi vores fæstning i kroppen. Og så bliver vi syge. Hvilken sygdom afhænger af,
hvem vi er, hvor vores svage sider er samt hvor i fæstningen, der bliver slået
hul.